Bekræftelse af oversættelser

Baggrund

Lov om translatører og tolke og dermed beskikkelsesordningen for translatører og tolke er ophævet, og det betyder, at vi som translatører ikke længere kan kalde os statsautoriserede. Men selv om statsautorisationen er afskaffet, har det vist sig, at der stadig er et stort behov for bekræftelse (certificering) af oversættelser. Afhængigt af, hvad oversættelsen skal bruges til, er det i nogle situationer nok med en bekræftelse (certificering) af oversættelsen fra translatørens hånd, mens det i andre situationer også er nødvendigt at få oversættelsen legaliseret.

Nedenfor følger en kortfattet beskrivelse af, hvad bekræftelse af oversættelser indebærer. Du kan læse mere om legalisering af bekræftede oversættelser her.

Selve bekræftelsen

Hvis du skal bruge en bekræftet (certificeret) oversættelse, er det vigtigt at oplyse os om dette på forhånd, når vi giver tilbud på opgaven. Det er vigtigt, fordi man ofte i en bekræftet oversættelse oversætter lidt mere tekstnært end ellers, og fordi man betaler et gebyr for vores bekræftelse. Og hvis oversættelsen også skal legaliseres hos Udenrigsministeriet (Apostillepåtegnes), skal det danske dokument – hvis der er tale om et myndighedsdokument – være forsynet med en digital eller “våd” underskrift fra den pågældende myndighed.

Selve bekræftelsen fra vores side foregår sådan, at når oversættelsen er færdig, indsætter vi en side med vores bekræftelse bestående af en lille tekst og vores stempel, og herefter binder vi oversættelsen, det oprindelige dokument og siden med vores bekræftelse sammen. Nu er oversættelsen bekræftet og klar til legalisering (du kan læse mere om legalisering af bekræftede oversættelser her).

Levering

Vi kan levere bekræftede oversættelser både som fysiske og elektroniske dokumenter. Hvis oversættelsen skal være bekræftet, forlænger processen med bekræftelse som udgangspunkt ikke leveringstiden for os.

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen